Under ledelse af Sir John Franklin satte de to skibe HMS Erebus og HMS Terror fra Englands kyst i det herrens år 1845. Destinationen og målet var den Nordvestlige passage. Bege skibe var udstyret med ekstra beskyttende skibsskrog og større dampmotorer, så de kunne klare at hugge sig igennem isen og holde klimaet nogenlunde varmt indenfor på skibene. Derudover var de også ladet med proviant, der efter Franklins beregning burde være nok til tre års forplejning - endda længere, hvis man kom ud for en krise og blev nødt til at spare på maden. Helt op til fem år ville man kunne klare sig.

Juli samme år var sidste gang man havde kontakt med skibene, som aldrig blev fundet - ligesom man heller aldrig fandt overlevende.

Det er denne virkelige historie og denne ekspedition der er udgangspunktet for Dan Simmons fortælling “The Terror", som udfolder sig som lige dele historisk drama, horror og actionfortælling. En slags blanding af Herman Melvilles “Moby Dick” og John Carpenters film “The Thing”, hvis man kan forestille sig det.

Selvom historien og slutningen altså er kendt - ingen overlevende  - så er det lykkedes for Dan Simmons at skabe en intens, detaljerig og stemningsfuld fortælling, hvor hovedrollen ikke så meget indtages af selve besætningsmedlemmerne og deres gøren og laden, som den isnende arktiske kulde og det altomfavnende mørke, der møder dem. Simmons beskrivelser af kulden - følelsen af kulde og frost - og intet mindre end fantastisk. Det frosne hav, den knirkende og konstant bevægelige hvide is låser Erebus og Terror fast i et uløseligt og urokkeligt greb, der langsomt men sikkert leder besætningerne mod døden: Skibene kommer nemlig ikke langt på deres færd, da de når det arktiske område. Isen pakker sig mere og mere sammen, for helt at låse sig om begge skibe. Her er besætningsmedlemmerne så fanget, midt ude i ingenting med isen, mørket og kulden omkring dem som eneste selskab.

Overlevelse viser sig hurtigt at være noget af en udfordring i det arktiske klimas ekstreme miljø. Over romanens godt 700 sider læsses lige så stille det ene problem ovenpå hinanden, og den næsten klaustrofobiske kuldestemning bliver bare mere og mere intens, som fortællingen skrider frem: Sygdom, interne stridigheder - og så lige det der uforklarlige element der bliver ved med at dukke op ude på isen et sted:

Besætningsmedlemmerne begynder nemlig ikke bare at dø, de forsvinder også - samtidig med at flere synes at have spottet en kæmpe isbjørne-agtig eksistens på isen, som de efterhånden, meget passende, døber “Terror”. En is-hallucination fremkaldt af udmattethed, sult og kulde eller konkret virkelighed?

“The Terror” er fortalt fra forskellige besætningsmedlemmers vinkler, selvom Kaptajn Crozier fra HMS Terror tildeles den ubestridt største del af romanens afsnit. Kontrasteringen af de forskellige personers oplevelser af de forskellige hændelser i fortællingen skærper dramaet i historien og intensiverer den spændte stemning mellem besætningsmedlemmerne. Når Kaptajn Crozier tildeles mest plads, er det også fordi han er den person, der gennemgår den største forvandling. Han er en rigtig kaptajn: En whisky-drikkende, ateistisk bandende no-bullshit-agtig mand, hvorigennem man som læser får et indblik i mange af de svære og skæbnesvangre valg der må træffes i forsøget på at redde skibene og besætningen. Men også en mand der bliver konfronteret med egne værdier og egen tro i mødet med en mystisk eskimo-kvinde, der pludselig dukker op på Terror - og som går under navnet “Lady Silence”.

“The Terror” er en fantastisk gribende fortælling, der med sine 700 siders tekst aldrig føles lang i spyttet. Simmons skriver simpelthen fremragende, og især beskrivelserne af isen og kulden står funklende klart. Og herunder: Menneskets ubændige vilje til at ville overleve under selv de mest ekstreme forhold.