Det var den norske forfatter Per Petterson der med bogen “Jeg forbander tidens flod” løb med Nordisk Råds Litteraturpris 2009. Og straks efter at det var offentliggjort sendte jeg min bedre halvdel ned i den nærmeste boghandel for at købe Per Pettersons bog. Ingen tid at spilde!

Jeg opdagede, som mange andre, forfatteren sidste år, med romanen “Ud og stjæle heste” - en opdagelse af den helt store. Petterson kan i et meget simpelt sprog og med meget få ord sige ufatteligt meget og skabe de utroligste scener fyldt med poesi. Mellem Pettersons ord og linjer ophobes der nemlig kontinuerligt betydninger og lag, hvor det vigtigste nok kan være det der netop IKKE bliver sagt, som det der bliver sagt.

“Jeg forbander tidens flod” er om noget også en stor sproglig præstation. Det er sådan en bog man bare har lyst til at citere, scene for scene. Jeg var fanget fra start til slut af denne roman, som så mange af forfatterens andre bøger, har den plagede Arvid med aske i munden og ondt i livet i centrum for begivenhedernes gang.

Året er 1989. Muren falder og Arvid på 37 år står til at skulle skilles fra den kvinde han har været sammen med siden sine unge år. Samtidig har Arvids mor fået konstateret kræft, hvorefter hun pludselig bryder op og rejser fra Norge til Danmark. Arvid følger efter hende, og i et sommerhus i det nordligste Danmark krydser moren og Arvid fortid i deres fælles brydningstid, hvor moren har døden for døren og han skal skilles.

Titlen er hentet fra et digt af Mao, som Arvid beundrede i sine unge år, og denne helt igennem vidunderlige titel indkapsler lige præcis hvad den her bog handler om. I krydsklip mellem fortid og nutid åbnes et grufuldt gab, der på slående vis illustrerer tidens ubønhørlige kraft, hvor chancer og situationer glider forbi hovedpersonerne, mens de bare står og kigger på som statister i deres eget liv:

“Jeg stirrede ned i sandet. Der var ikke meget at se på. Jeg er syvogtredive år, tænkte jeg. Muren er faldet. Og her sidder jeg”.

Arvid BURDE hele tiden gøre noget, træde i karakter. Men han gør det ikke. I stedet lader han være, lever sit liv i et trummerum - og imens buldrer tidens flod derudaf. Ubønhørligt og ustoppeligt.

Jeg håber at denne her roman når ud til en masse læsere. Det fortjener den. Så døm ikke bogen på dens gyselige og grimt designede forside (det er altså en ommer Batzer & Co.!). For indeni er den en lille perle, som man absolut ikke må snyde sig selv for. Det er en smuk, smuk roman Per Petterson har skrevet.