Da jeg kom til sidste side, sidste ord i Samantha Harveys debutroman, “The Wilderness” var det følelsen af massiv tristhed der ramte mig. For det her er godt nok ikke nogen feel-good roman. Langt fra.

Men alt var dog ikke kun tristhed. Også fornemmelsen af at have været vidne til noget virkelig skønt og smukt trængte sig på. Harveys prosa smyger sig nemlig ufatteligt smukt omkring et meget tungt emne og en uhyggelig sygdom, der i beskrivelserne af den, fik en lille klump til at trille frem i halsen på mig flere gange.

“The Wilderness” handler om arkitekten Jake, der bliver ramt af Alzheimers. Det ligger derfor også klart fra starten, at denne her bog ikke kan have en særlig happy ending. For langsomt bliver læseren vidne til hvorledes Jake langsomt begynder at forsvinde for sig selv og omverdenen: Fra starten hvor han begynder at glemme småting til det punkt, hvor han rent faktisk ikke ved hvem han selv er, hvem han elsker og hvorfor, hvem der er hans børn, hvad de hedder og hvordan de ser ud. Og ikke bare det: Han kan heller ikke fastholde sandt fra falsk. Hvad er falske erindringer og hvad er rent faktisk sket? Hvad er der sket med hans datter, hans søn, som sidder i et fængsel han selv har tegnet. Han kan klart huske et kirsebærtræ. Men hvad betyder dette træ og i hvilken relation optræder det i hans hukommelse? Centrale begivenheder i Jakes liv skifter hele tiden karakter for ham, ændrer sig og muterer for til sidst at forsvinde. Arkitekten bliver vidne til at alt rives ned omkring ham. Intet bygges mere op og lagres i hukommelsen. Frygteligt, frygteligt.

Det er en nådesløs sygdom, der langsomt kradser ens hukommelseskort væk. Bogens titel er en beskrivelse af denne Alzheimers tilstand, hvor man befinder sig i et vildnis, uden retning fremad og uden pejlinger tilbage til ens fortid. Man bevæger sig hele tiden i et “her-og-nu”.

Harvey er med romanen nomineret til årets Orange Prize for Fiction. Vinderen bliver offentliggjort om få dage, og selvom jeg ikke har læst andre af de nominerede bøger, er der ingen tvivl om at det her er en meget stærk bog skrevet i et suverænt flot sprog. Det er smukt og grufuldt på samme tid.