Jeg har altid - siden min skoletid - haft et lidt forkvaklet forhold til Hans Kirk. Dengang i skolen syntes jeg at Daglejerne og Fiskerne var noget af det værste jeg kunne blive udsat for af dansk litteratur. Det var jo sådan noget kollektivlitteratur, hvor man skulle blive socialt bevidst om arbejdernes åh så dårlige og forfærdelige vilkår. Den opfattelse holdt ved - mest fordi jeg jo så ikke selv igen aktivt har opsøgt Hans Kirks forfatterskab. Bøgerne har med andre ord stået helt stille på reolen.

Men nu blev Fiskerne altså taget frem igen. Og det er på sin vis Louise fra Bogsiders skyld. Vi havde aftalt, at jeg skulle læse Fiskerne hvis hun ville læse noget af Herman Bang, som vel er den danske forfatter jeg sætter mest pris på. Nuvel, det tog et par tilløb før jeg kom igang med bogen.

Men så da jeg endelig kom igang! Hold da helt ferie hvor alle mine indledende fordomme om Hans Kirks forduftede som dug fra solen på én gang. Hvad der mest slog mig var hvor kraftfuld og sproglig stærk denne her bog er. Jeg huskede Hans Kirk som værende en ret så middelmådig stilist og sprogmager. Men her gnistrer sproget jo. Det er fabelagtigt.

Dernæst slog det mig, at Hans Kirk er suveræn til at skrive karakterer og personligheder frem. I Fiskerne udfoldes en hel række menneskeskæbner - og alle er fortalt med stor præcision og indlevelse. Tematisk minder Fiskerne mig egentlig om de amerikanske Southern Gothics - ja, man kan vel tale om en slags Western Gothic her, hvor det vestlige så henviser til den jyske vestkyst. Personerne bærer en eksistentiel uro i sig. Og ligesom deres holdninger er fundamentalistiske i enten den ene eller anden retning, er vejret og miljøet også konsekvent holdt i det ekstreme. Enten er det høj sol eller også er det frostbidende, blæsende og farligt. Ingen mellemtoner her. I og omkring dette miljø og disse personer drives handlingen langsomt men sikkert frem med større og større drama.

Jeg læste med vilje romanen meget langsomt - dels fordi jeg nød Kirks sprog og dels fordi jeg blev så fascineret af de her ekstreme personer, deres religiøse fundamentalisme og det vejrbidte miljø, at jeg sådan set ikke havde lyst til at slippe det lige foreløbigt.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige sådan her, men nu bliver jeg nødt til det: Jeg hylder Hans Kirk! Kan i andre så også se at blive omvendt. Nu vil jeg snart læse Daglejerne.