The Escapist

Richard Stark’s Parker: The Hunter

Fri, 5 Mar 2010 21:55:21 +0100

Richard Stark’s Parker: The Hunter er en overlegen graphic novel. Så kort kan det siges. Hvis du er til hårdkogt pulp og noir er der altså ingen vej uden om Darwyn Cookes tegnede udgave af Richard Starks Parker-historie.

Parker er en af de styggeste, mest hævngerrige og usympatiske ‘helte’ jeg nogensinde er stødt på. Første møde med Parker sviner han en behjælpelig sjæl noget så voldsomt, han har nemlig kun en ting i hovedet; at hævne hvad der måske alligevel retmæssigt er blevet taget fra ham under en kupaktion. Og det er med dette ene på hjerte, at alle scener i historien er spændt med. Her er ingen tvetydigheder, ingen gråzoner.

Cooke tegner et sublimt 60’er noir New York. Papiret er gult, stregen er blågrønt, dialogen er skarp, huggende og præcis. Jeg elsker det. Og heldigvis sendes næste bind i serien ud til sommer.

Lars Kepler: Hypnotisøren

Tue, 2 Mar 2010 18:58:41 +0100

Årets mest omtalte krimi, skrevet under pseudonym, mystik, drama og sensationelle salgstal fra Sverige. Jojo og hurrahurra, Hypnotisøren kommer skam med al den promotion og hype man kan tænke sig i bogbranchen. Så den måtte jeg jo selvfølgelig læse.

Var den så god? Tjaa. Den var først spændende, så var den en smule spændende, så var den lidt kedelig, og så var den slut. Sådan kan min oplevelse af Hypnotisøren nok summeres op. Plottet løber ud i sandet, og det er en gedigen fuser af en afslutning der er på den her krimi.

Så jeg ender vel på en sådan lidt lunken bedømmelse af bogen. Altså sådan en treudafsekshjerter-karakter, som betyder at jeg nok egentlig hellere vil anbefale folk at kaste sig over andre krimier i stedet for den her.

David Small: Stitches - a memoir

Mon, 1 Mar 2010 23:11:20 +0100

Der sker noget underligt når erindringer, memoire, selvbiografi o.lign. bliver udgivet som tegneserie. Skrift har på en eller anden måde en tættere tilknytning til ‘virkelighed’. For nu bare lige at tage et fjollet eksempel: Jørgen Leths erindringer, “Det uperfekte menneske”. Ved udgivelsen blev Leth meget konkret stillet til ansvar for et afsnit i bogen, hvor han bedyrer, at “han tager kokkens datter når han vil”. Skrift = virkelighed var Ekstra Bladets konklusion - og så rullede balladen.

Men når noget er tegnet synes jeg der kommer et andet lag ind mellem sproget og det erindrede, der gør at ‘virkelighed’ og ‘det erindrede’ ikke på samme måde knyttes så bastant sammen, som tolkninger af traditionelle memoirer ofte tenderer til at gøre. Memoire som tegneserie er i hvertfald noget andet som ikke umiddelbart kan sammenlignes med den traditionelle memoire.

Et godt eksempel på det er David Smalls bog “Stitches”. Det er en næsten ordløs, sort/hvid-fortælling om Smalls opvækst i en ikke særlig velfungerende familie, tør det nok siges. Erindringerne indkapsles i mageløse slørede akvareltegninger, hvor billederne og linjerne næsten altid er tiltet på skrå for at illudere uro, utryghed; det hele virker med andre ord noget ‘unheimlich’ - ikke-hjemligt: uhyggeligt (for nu lige at hive Freud ind over).

Der bliver ikke talt i familien, der bliver gryntet, antydet og hakket nedad. Eksplosionerne, spændingerne og uhyggen hænger tungt over alle familiebillederne.

Smalls fader er røntgenlæge - og han har, uden Smalls viden herom, eksperimenteret med røntgenbilleder af den lille David som barn. Det betyder, at han blev udsat for ekstrem meget stråling. Som dreng opdager han derfor en bule på halsen, som bliver det fysiske bevis på faderens eksperimenter: Strålepåvirkningen har givet David kræft i halsen. Han bliver derfor opereret af to omgange, hvor lægerne under den ene operation kommer til at skære hans stemmebånd over.

Davids overskårne stemmebånd bliver på den måde det symbolske og manifeste udtryk for den knugende stilhed der har omringet hele hans barndom og opvækst. David søger væk fra virkeligheden og finder trøst og forsoning i kunsten, hvor han kan udtrykke det han ellers ikke har kunnet sige. Paradoksalt nok ender David Small med at blive en meget succesfuld børnebogsillustrator.

Selvom Stitches er på lidt over 300 sider, så er den ekstremt hurtig læst. Men det er ikke en fortælling man sådan også lige hurtigt smider af sig. Historien er simpel, og sådan en fortælling kunne sagtens være blevet en patetisk og navlepillende historie om hvor synd det nu er for ham, fordi han jo også har haft en hård opvækst, dumme forældre og er blevet opereret i halsen to gange. Men patetisk bliver det aldrig, hvilket jeg tror skyldes Smalls suveræne streg og billedlige skildring af barndommen. En fantastisk bog!

Hergé: Tintin: Mission til månen

Mon, 1 Mar 2010 19:51:13 +0100

“Mission til månen” er første bind af et dobbeltalbum med Tintin, hvor “De første skridt på månen” er fortsættelsen.

Disse to albums, hvor Hergé lader Tintin lande på månen lang tid før Neil Armstrong fik lov, er to af mine absolutte favoritalbums med Tintin.

Mission til månen og De første skridt på månen blev oprindelig udgivet som føljeton fra 1950-53 i det belgiske Tintin-ugeblad, “Tintin”. Senere delte Hergé historien op i to. Den første danske udgave af Mission til månen udkom i 1953.

Den mest kendte danske udgave er nok den fra 1962, som udkom med titlen “Månen tur-retur, 1.del”. Som en del af hele genudgivelsen af Tintins oplevelser genudgav forlaget Carlsen tegneserien i 2007 med den oprindelige danske titel, men i en ny oversættelse af Niels Søndergaard.

Ligesom James Bond-filmen Moonraker, er Hergés historie ret fjollet og langt ude, men det er samtidig også underholdende som bare pokker. Især er Haddocks rolle ren slapstick og falden-på-halen-sjov. Selve dramaet er ret tyndt, men hele skellettet det er båret oppe af er fantastisk.

Langt inde i Syldaviens bjerge (selvfølgelig, hvor ellers!?) er professor Tournesol i gang med at sætte sidste hånd på sin hidtil største opfindelse: En raket der for første gang skal bringe mennesket til månen! Og hvem er bedre egnet til at tage på den første tur end en stokdøv professor, en drikfældig kaptajn og en snusfornuftig journalisten - og så selvfølgelig en lille hund? Nej vel. Valget er oplagt. Tintin, Haddock og Terry inviteres af Tournesol til at deltage i deres største eventyr nogensinde - men så breder mystikken sig. Fremmede kræfter truer med at standse eventyret inden det nær er begyndt.

Hæftet slutter med en gedigen cliffhanger med billeder af den ikoniske raket der blæser mod månen.

Tegneserier

Sat, 27 Feb 2010 22:09:06 +0100

Masser af gode tegneserier for tiden! Her er hvad der er kommet til mig på det seneste - eller som er på vej.

Jonathan Lethem: Chronic City

Sat, 27 Feb 2010 15:33:52 +0100

Puha, det går lidt sløvt med bogopdateringerne for tiden. Det er nu ellers ikke fordi jeg ikke får læst. Jeg har bare ikke haft så meget skrivekløe de seneste uger, hvilket nok kan have noget at gøre med at jeg har produceret en del tekster til andre steder.

Siden sidst har jeg læst Jonathan Lethems “Chronic City”. En roman jeg havde set meget frem til, eftersom Lethem selv har nævnt, at han ser den som en slags ‘bror’ til “Fortress of Solitude”, hvilket er en roman jeg sætter rigtig meget pris på.

Stedet er, som næsten altid hos Lethem, New York. Chronic City følger en række outcasts, særlingetyper. Den slags som vel kun eksisterer i storbyer som New York. Den slags der ikke laver andet end at begrave sig i smalle sort-hvide noir-film fra 50’erne, afdankede skuespillere, rockskribenter og second rate-kulturpersonligheder. Det er altså ikke langt fra de typer man også finder hos Nick Hornby. Men i modsætning til Hornby - og også Lethems Fortress of Solitude, HANDLER Chronic City ikke om så meget.

Eller det gør den jo naturligvis. Hvad jeg mener er, at der ikke er et egentlig plot som sådan. Det er en roman der hviler på sine karakterer og på stemninger. Ligesom kaosbyen aldrig kan have et overordnet plot, så har de her byboere det heller ikke i deres liv. De lever bare, besat af deres små finurligheder.

Stemningerne er fede, karaktererne er morsomme og fyldt med cool dialog. Samtidig er den en roman der hele tiden slører forholdet mellem virkelighed og fantasi, mellem oplevet og ikke oplevet. F.eks. render der en tiger rundt i New Yorks gader. Man er det en rigtig tiger? Og hvem har sat den fri? Er tigeren blot en part i et omfattende komplot mod byens borgere?

Romanen er fascinerende - og langt hen af vejen også rigtig underholdende. Jeg kan virkelig godt lide måde Lethem skriver på. Alene åbningsscenen, der foregår på Criterion Collections hovedkontor (Criterion er et dvd-produktionsselskab der udgiver klassiske film i nørdede udgaver) er kostelig og spot on.

Alligevel var jeg mere end mæt da sidste side var vendt. Der går lidt trummerum i den til sidst. Det er absolut en anbefalelsesværdig roman, hvis man vil have en stemningsmættet New Yorker-fortælling. Men niveauet fra Fortress of Solitude når Chronic City altså ikke.

Jaron Lanier: You are not a Gadget

Sat, 20 Feb 2010 14:10:43 +0100

Jaron Laniers bog “You are not a Gadget” er en kritik af web 2.0-bølgen, det vil sige måden sociale medier som Facebook, Myspace, Wikipedia er konstrueret på.

Det er en spændende bog for dem der har lyst til at komme bag måden web 2.0 bliver tænkt og brugt på.

Laniers bekymring og kritik går på, at måden de sociale medier er konstrueret på, hvor man knytter uanede mængder af meta-data sammen, for at skabe “mere viden”, rent faktisk ikke gør os klogere på hinanden som mennesker og individer. Sociale medier, som de i dag er designet på, knytter fremhæver ikke, som det ellers er parolen, det enkelte individ. Tværtimod. Lanier mener at måden som f.eks. Facebook er designet på rent faktisk udvander individet til fordel for en grå masse, hvor alle ligner hinanden. Designet gør, at det enkelte menneske reduceres til en række kasser: er du mand/kvinde, er du i forhold/single osv. Det ensretter profilerne - og dermed også præsentationen af det enkelte menneske bag profilen.

Laniers kritik går meget dybere end det, hvor han udbreder sin kritik af det han kalder for “digital maoisme”. En tankevækkende bog, som jeg kan anbefale til alle der er interesseret i emnet!

Hvis man ikke ved hvem hr. Jaron Lanier er, så er han bla. en af folkene bag Virtual Reality.

Stephen King: Under the Dome

Mon, 25 Jan 2010 22:12:20 +0100

Konceptet er følgende: Hvad nu hvis en hel lille by blev indkapslet, lidt som en ost i en osteklokke? Hvad vil der så ske med de mennesker der bor i byen, hvis ingen kan komme ud, ingen kan komme ind?

Det er tanken bag Stephen Kings seneste KING-size roman, “Under the Dome”, som smører dette koncept ud over ca. 1000 sider. Ideen fik han vidst, efter sigende, efter at have set The Simpsons - The Movie, hvor den lille by Springfield på samme måde bliver indkapslet.

Stephen King er ikke så meget interesseret i hvem der har placeret osteklokken og hvorfor. Nej, King er primært interesseret i at give et psykologisk portræt af en by og de mennesker der bor i den. For idet byen bliver afskærmet og afkapslet ændres samtidig magtbalancen i byen - og ud af dette kaos og denne forvirring skriver King helte og skurke frem. Egoer bliver forstørret, det onde bliver ondere og det gode bedre.

Romanen starter ret så effent med at King zoomer ind på netop det øjeblik, hvor byen bliver indfanget af den underlige ‘dome’: Fugle styrter ind i den usynlige barriere, med døden til følge. Bilister drøner helt uforvarende ind i den - med døden til følge. Enkelte får kappet lemmer af, andre bliver lukket ude fra byen - og der er endda også et fly der styrter ned - med passagerernes død til følge. Overraskelsen og den totale ændring der sker er rigtig godt skrevet.

Herfra sættes der så mere fokus på byens borgere - og som romanen skrider frem indsnævres fokus til ca. 2 håndfulde mennesker, som bliver de bærende karakterer i romanen.

Romanens store skuffelse er, at det psykologiske portræt af disse mennesker er vildt forudsigeligt. Man ved helt fra begyndelsen hvem der er skurke og hvem der er helte - og på intet tidspunkt rykker den magtbalance sig. De onde bliver måske lidt ondere - og de gode lidt bedre. Handlingsgangen er derfor også ret forudsigelige på det rent psykologiske plan, hvilket betyder at romanen i store dele kommer til at træde vande. Og det er ikke så godt, når man, trods alt, skal igennem 1000 sider.

“Under the Dome” holdt mig alligevel fanget i store dele, fordi King alligevel formår at skabe mystik, spænding og stemning i byen under den store osteklokke. Desværre så vælger King midtvejs i fortællingen at placere en af de mest centrale og spændende personer i historien i fængsel, hvor han så tilbringer omtrent det sidste af historien. En skam - for herfra taber romanen mere og mere pusten, og i denne træghed lægger man mere mærke til Kings alt for pludrende stil, der medtager dårlige detaljer som hverken driver historien fremad eller giver dens karakterer mere dybde eller indhold. Fyld, med andre ord.

“Under the Dome” er i sidste ende ikke en særlig vellykket roman. Det overordnede koncept er spændende, men inden for konceptet er det psykologiske portræt alt for banalt og forudsigeligt.

Det er virkelig længe siden jeg har læst en god roman af King. Og det kan betyde to ting: Enten har mine litterære smagsløg ændret sig - eller også er han bare med tiden blevet en dårligere forfatter. Jeg tror nu jeg vælger at tro på det sidste (selvom det første heller ikke kan udelukkes).

Under the Dome er af flere (bla. King selv) blevet sammenlignet med The Stand. Men i den sammenligning flader den nyeste roman der ikke godt ud. Tykkelsen har de måske til fælles, men kvaliteten mellem de to er som nat og dag. Må jeg anbefale at hr. Stephen King får en litterær redaktør der tør at sige ham imod - og råder ham fra at skrive alt, alt for lange romaner.

Gaétan Soucy: Den lille pige der...

Sun, 24 Jan 2010 11:23:33 +0100

Det er svært at skrive om “Den lille pige der holdt for meget af tændstikker” uden rent faktisk at komme ind på handlingen - og kommer man ind på den afdækker man også samtidig en stor del af tekstens mystik, som er bogens væsentligste “trick”; nemlig langsomt at skride fra mystik, tåge, uklarhed til mere og mere klarhed, overblik og forståelse. Historien starter som et eventyr men går, i mangel af en bedre betegnelse, langsomt hen imod noget man kan kalde for “psykologisk realisme”; et eventyr afdækkes som sløret fantasi og eventyret afslører samtidig en forfærdelig virkelighed, der dækkes ind under fantasien. Jeg vil derfor afholde mig fra at tale ret meget om selve bogens handling, men nøjes med at fortælle hvordan den rent faktisk virkede på mig.

Jeg har læst andre anmeldelser af bogen der skriver at den er “grusom” og “chokerende”, ligesom der ofte står nævnt at det er en “gyser”. Jeg kunne simpelthen ikke være mere uenig. Teksten er kølig, distancerende og man kommer derfor aldrig til at føle noget for romanens hovedpersoner, som er to børn.

Romanen føles som en skriveøvelse elever på forfatterskolen har fået udstukket: “Skriv en tekst, hvor din fortæller dækker over reelle tid og rum-aspekter. Som teksten skrider frem, skal de reelle omstændigheder afdækkes for læseren, i små bidder af gangen.”

Som læser føler jeg lidt, at jeg er blevet inviteret inden for til en gætteleg, hvor det gælder om at gætte hvad der egentlig foregår, og hvad der egentlig befinder sig bag alt det mystiske. Det kan lyde spændende, men fordi læseren aldrig inviteres indenfor i mysteriet, men holdes væk i armslængde af fortælleren, er man egentlig også ret ligeglad med den frygtelige og i sidste ende egentlig ret banale historie der udfoldes. Og det er sådan set det altoverskyggende problem med bogen: Jeg var ligeglad med alt det frygtelige der skete - og egentlig kedede jeg mig også en del, selvom romanen kun er omkring 150 sider. Stil over substans. Sådan kan man nok godt karakterisere romanen.

Gaétan Soucy er canadier - og “Den lille pige der holdt for meget af tændstikker” blev lidt af et internationalt gennembrud for forfatteren der med romanen, som den første roman i Qubec, blev nomineret til den franske litteraturpris “Prix Renaudot”.

Åh, alle de bøger! Seneste hyldeeksemplarer

Mon, 18 Jan 2010 22:07:07 +0100

Selvom året kun lige er begyndt, har jeg allerede været rundt og plukke gode bogfrugter, som netop er udkommet. Det er blevet en god, lille høst, synes jeg. Her er hvad jeg har indfanget til biblioteket herhjemme:

Lars Kepler: Hypnotisøren

Ja, det er jo den der meget omtalte krimi af det der forfatterpar der først var hemmelige og så ikke var det alligevel. Jeg tror det er en perfekt følgesvend til vinterferien.

Kevin Vennemann: Nær Jedenew

Bogen scorede fuldt hus i Politiken. Det er en tysk debutant, som er blevet noget så rost og hypet. Tysk litteratur læser jeg for lidt - særligt nyere tysk litteratur. Så jeg er hoppet på den her fra det sympatiske forlag Batzer & co.

Josefine Klougart: Stigninger og fald

Apropos debutanter og ros, så har Klougarts debut fået særdeles meget opmærksomhed og god kritik. Fra anmeldelserne synes jeg den lyder som noget hen a la Christine Hesselholdts “Hovedstolen”: Lyriske erindringsbilleder. Smuk prosa. Den glæder jeg mig til at læse!

Jiro Taniguchi: Min fjerne barndomsby

En mega-manga for voksne. Den lyder lidt som en tegneserieudgave af Ozus film, hvilket absolut ikke er nogen dårlig ting. Stilhed, pause og langsomhed.

Sofi Oksanen: Renselse

Den finske forfatter er med Renselse nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Bogen kommer til Danmark med stor medvind, da den har høstet fantastiske anmeldelser alle steder den er kommet frem.

Jaron Lanier: You are not a gadget: A Manifesto

En rigtig spændende kritik af hele web 2.0-bølgen, som jeg finder ret velkomment, selvom jeg ikke nødvendigvis er enig. Men der er altid rart med kvalificeret modstand til bølger som alle hopper begejstret med på.

Ny Gormenghast på vej

Sun, 17 Jan 2010 22:01:21 +0100

I The Guardian læste jeg lige følgende interessante nyhed:

“More than 40 years after its author Mervyn Peake died, the story of the lord of Gormenghast Titus Groan is set to continue following the discovery of a fourth book in the series completed by his wife.
Peake died in 1968, leaving behind him three Gormenghast novels and the start of a fourth, provisionally titled Titus Awakes. His wife, the writer and artist Maeve Gilmore, began writing the book in 1970 but her completed manuscript was only recently discovered by their granddaughter. Digging through boxes which had been in the attic, she found four exercise books in his mother's handwriting and realised what they were.
"It came as quite a revelation," said Sebastian Peake, Mervyn's son. "When I was reading it for the first time a few weeks ago, it gave me a real kick in the solar plexus ... It's highly poignant."”
Det bliver spændende at se, om der er kommet noget spændende ud af fragmentet. Andre erfaringer fra bl.a. Tolkien har jo vist sig, at det kan være særdeles svært at færdiggøre disse ufærdige manuskripter, så det også bliver kunstnerisk vellykkede bøger. Peakes tredje bind i den gotiske serie, Titus Alone, er det mindst vellykkede af de tre bøger, og så vidt jeg ved, var han også ret plaget af sygdom. Så om han har haft kræfter til at hive noget interessant ud af ærmet til fjerde bind bliver spændende at følge. Det er helt sikkert en titel jeg vil holde øje med.

Pt. er udgivelsen rettet mod 2011, hvor man markerer 100-året for Mervyn Peakes fødsel.

Jonathan Safran Foer: Eating Animals

Sun, 10 Jan 2010 13:03:16 +0100

Så hoppede jeg på Jonathan Safran Foers nye bog, som er en debatbog der retter et særdeles kritisk blik på kødindustrien og de historien den reproducerer om de ting vi spiser. Jeg har tidligere stillet mig noget undrende over for Foers bog. Mest af alt fordi jeg nok havde håbet på en ny roman, men nok også fordi jeg slet ikke i min vildeste fantasi havde forventet den her bog fra manden.

Men nå, nu er den her - og Eating Animals har fået overraskende gode anmeldelser over alt. Og da jeg er fuldstændig vild med hans forrige to bøger, Everything is Illuminated og Extremely Loud & Incredibly Close, skal jeg da også give Eating Animals en chance.

Jonathan Safran Foer gæster forresten Det Kgl. Bibliotek d. 20. januar. I skrivende stund er der stadig billetter at få. Det er et scoop, at han kommer til International Forfatterscene på biblioteket.

Den danske udgave kommer 15. januar og bliver udgivet af Tiderne Skifter. Den danske titel er “Om at spise dyr”.

Colm Tóibín vinder Costa Book Award

Wed, 6 Jan 2010 22:56:07 +0100

Den irske forfatter Colm Tóibín vinder hovedprisen til dette års Costa Book Award for sin roman “Brooklyn”. Jeg har endnu ikke læst romanen, men den skulle være fantastisk - og den venter trygt og godt på mig i min Kindle.

Tóibín slog Booker-vinderen Hilary Mantel på målstregen til prisen - og hun var da også storfavorit til at rende med den.

Om “Brooklyn”:

Brooklyn by Colm Toibin

Publisher: Viking
In a small town in the south-east of Ireland in the 1950s, Eilis Lacey is one among many of her generation who cannot find work at home. So when a job is offered in America, it is clear that she must go. Leaving her family and home, Eilis sets off to forge a new life for herself in Brooklyn. Young, homesick and alone, she gradually buries the pain of parting beneath the rhythms of a new life - days at the till in a large department store, night classes in Brooklyn College and Friday evenings on the dance floor of the parish hall - until she realises that she has found a sort of happiness. But when tragic news summons her back to Ireland, and the constrictions of her old life unexpectedtly give way to new possibilities, she finds herself facing a terrible choice between love and happiness in the land where she belongs and the promises she must keep on the far side of the ocean.  Colm Toibin was born in Ireland in 1955. He is author of five other novels, including The Blackwater Lightship and The Master, both of which were shortlisted for the Man Booker prize, and a collection of stories, Mothers and Sons.  Judges: "A wonderfully-observed story of love and loss."

Udgivelser - 2010

Mon, 4 Jan 2010 19:54:02 +0100

Jeg må indrømme, at jeg ikke har fundet helt så mange fantastiske 2010-titler. Endnu. Men de skal nok komme - og mange er sikkert ikke blevet officielt annonceret endnu. Men her er et par stykker af de titler jeg glæder mig til at stifte nærmere bekendtskab med.

Benjamin Black: “Elegy for April” (13. april)

Benjamin Black er et pseudonym brugt af John Banville. Banville er normalt meget “litterær”, men under Black-pseudonymet for han afløb for et stærkt kriminoirgen, som er ret så godt. Det er Dublin i mørke med masser af skygger og stemning. Tiden er 50erne.

Bret Easton Ellis: “Imperial Bedroom” (15. juni)

Jeg havde egentlig regnet med at Ellis’s roman ville udkomme sidste år. Men nu skulle den være god nok. 15. juni går det løs. Jeg er endnu ikke sikker på om coveret her er det officielle. Jeg tvivler lidt.

Ian McEwan: “Solar” (30. marts)

Ian McEwans kommende bog dykker lige ned i den aktuelle klimadebat. Bogen har allerede fået en del omtale rundt omkring. Jeg glæder mig!

Sean Carroll: “From Eternity to Here. The Quest for the Ultimate Theory of Time” (7. januar)

Sean Carroll skriver populærvidenskabelige bøger med vink til anden populærkultur. Det er underholdende og samtidig lærerende på et højt niveau. Hans nye bog handler om tid og tidsproblematikker. Spændende!

Don Delillo: “Point Omega” (marts)

Don Delillo er klar med en lille roman til marts. Det er længe siden han får alvor har udgivet noget spændende. Men jeg vil da helt sikkert se nærmere på Point Omega, når den udkommer.

Yann Martel: “Beatrice and Virgil” (juni)

Yann Martels blockbusterhit “Life of Pi” brød jeg mig egentlig slet ikke om. Men jeg er nu alligevel ret så fascineret af forfatteren, som jeg har mistænkt for at have haft verdens største skriveblokering efter at have slået så massivt igennem med tigerbogen. Derfor er jeg nysgerrig efter at se hvad der er kommet ud af anstrengelserne. Jeg har hørt at dyr igen skulle være i centrale roller. Allerede der er jeg mere end skeptisk...

De bedste af de ulæste fra 2009

Fri, 1 Jan 2010 22:33:00 +0100

Jeg er slet ikke færdig med 2009. Endnu. Så før jeg poster et indlæg om de bøger jeg ser mest frem til i dette år, er her er min liste over de 10 bedste bøger fra 2009 som jeg IKKE fik læst. Mon jeg når det i 2010?

Roberto Bolano: 2666
Jonathan Lethem: Chronic City
James Ellroy: Blood’s a Rover
From Wonderland With Love: Danish Comics In the Third Millenium
Joseph Roth: Job
Colum McCann: Let the Great World Spin
Sarah Waters: The Little Stranger
Richard Price: Lush Life
Preben Major Sørensen: Nattergalens henrettelse
Colm Toibin: Brooklyn