The Escapist

Børnelitteraturens vidunderlige verden

Tue, 1 Feb 2011 21:35:23 +0100

Let’s Make Rabbits! En virkelig god DIY-guide til børn i alle aldre.

Rusty Woke me up. Sød hund.

Goldie Locks Has Herpes. Guldlok har ikke kun problemer med de tre bjørne - nu trænger et mere alvorligt problem sig på.

The Gas We Pass. The Story of Farts. Børn elsker prutter. Her er den ultimative pruttebog. Burde være fast pensum i historietimerne.

Mommy, Why is There a Server in the House. Helping Your Child Understand the Stay-At-Home-Server. Min absolutte favorit. Børnene elsker den, og den har virkelig fået ryddet server-bekymringer af vejen for min søn. Nu har han sjældent Server-mareridt.

Rikke Bakman: Glimt

Thu, 20 Jan 2011 22:38:55 +0100

Rikke Bakmans erindringstegneserie Glimt har fået forrygende anmeldelser rundt omkring i de danske aviser. Og ikke nok med det: Der er også blevet skrevet og fortalt ret meget om Bakmans bog i selv samme aviser. Læs bare det her fra Berlingske:

"Skrive- og billedkunst forenes på et skyhøjt niveau i Rikke Bakmans barndomserindring Glimt - Danmarks første store selvbiografiske tegneserieroman ... Rikke Bakman er helt på niveau med sine forbilleder som mumitrolde-skaberen Tove Jansson og Radiserne-tegneren Charles M. Schultz."

Den anmeldelse er dog efter min mening skudt kilometervis over målet. Bakman når ikke forbillederne til sokkeholderne. Slet, slet ikke.

Glimt er nemlig en ret banal sag: dårlig tegnet, dårlig fortalt og med en totalt intetsigende lille fortælling, der måske nok er vigtig for Rikke Bakman som erindring, men spændende for mig som læser bliver det aldrig. En stor skuffelse.

Turen går til NYC!

Sun, 16 Jan 2011 21:22:45 +0100

Jeg føler, at jeg har været der mange gange før: Jeg har læst om New York i jeg ved ikke hvor mange bøger. Jeg er fascineret af byen og byen som den lever i litteraturen. Men jeg har aldrig sat mine ben i den forjættede by.

Nu kommer turen så endelig. Jeg skal snart en uges tid med hele familien til New York. Det store forkromode spørgsmål er så: Hvad er et MUST at se i byen, hvis man tager litteratur-, forfatter- og bogøjnene på?

I tasken skal jeg for første gang ikke pakke bøger til rejsen: Jeg napper min Kindle med. Konen tager iPad’en. DET bliver et spændende eksperiment.

At sænke forventningerne

Thu, 13 Jan 2011 21:01:54 +0100

Jeg skal ærlig indrømme, at det ikke er blevet til mange færdiglæste bøger de seneste mange måneder. Ligesom der heller ikke har været mange opdateringer her på bloggen.

Men det er skam ikke af manglende lyst eller uvilje. Men skyldes ene og alene det faktum, at min tid er blevet knap efter at familien blev udvidet med endnu et medlem for få måneder siden.

Men efterhånden lærer man jo at navigere i knappe og pressede tidsplaner.

Der skal læses hist. Der skal læses pist. Og selvom der ikke bliver læst mange sider hver dag, så bliver der dog læst: Og her er telefonen fantastisk. Man kan læse i bussen, i køen i supermarkedet, høre fortællinger på cyklen på vej til arbejdet. Og når der ingen anden udvej er, så kan toilettet skam også fungere som litteraturrum. Jo, du læste skam rigtigt: Toilettet, dette hellige kammer, kan sagtens bruge til at fordøje litteratur mens kroppen gør sit. Dostojevskij havde nok ikke regnet med at blive læst på et lokum?

Så mine forventninger til gennempløjet litteratur i 2011 er sænket gevaldigt. Og det er fint. For børnene er trods alt vigtigere end blæk og papir. Men som læser kæmper jeg mig langsomt men sikkert igennem store bøger og lange artikler alligevel. Der er få men store læseoplevelser i vente .... Kom bare an, Jonathan Franzen: Dit digre værk “Freedom” regner jeg med at tygge igennem på et kvartal. 1 side af gangen. I bussen, i køen, på cyklen og på toilettet.

Nyt design

Mon, 10 Jan 2011 20:07:11 +0100

Eskapisten er ikke blevet opdateret i lang, lang tid. Jeg har ikke været så tilfreds med designet og udseendet på bloggen, og derfor har det stået lidt stille. Nu er siden så endelig blevet opgraderet lidt, og har fået et knap så rodet udseende.

 Et nyt år, et nyt udseende - og hvem ved: Måske vender Eskapisten tilbage stærkere end nogensinde før?

MAN Booker Prize 2010

Mon, 20 Sep 2010 22:00:18 +0200

Jeg kan godt lide at følge med i forskellige litterære priser, og specielt Pulitzer, National Book Award, Orange Prize, Nordisk Råds litteraturpris og Man Booker Prisen har jeg et godt øje til. Og jeg forsøger altid, så godt jeg nu kan og i det omfang jeg har tid, at læse flere af de nominerede kandidater.

Lige i øjeblikket er det Man Booker prisen som er aktuel, og for et par uger siden blev shortlisten offentliggjort:

The six books, selected from the Man Booker Prize longlist of 13, are:
Peter Carey Parrot and Olivier in America (Faber and Faber)
Emma Donoghue Room (Picador - Pan Macmillan)
Damon Galgut In a Strange Room (Atlantic Books - Grove Atlantic)
Howard Jacobson The Finkler Question (Bloomsbury)
Andrea Levy The Long Song (Headline Review -  Headline Publishing Group)
Tom McCarthy C (Jonathan Cape - Random House)
Jeg har endnu ikke læst nogen af romanerne, men jeg har et godt øje til især to af bøgerne: Emma Donoghues “Room” og Tom McCarthys “C”.

Emma Donoghues roman kredser om og er fortalt af drengen Jack, som aldrig har været uden for det værelse han bor i sammen med sin mor. Det er herfra hans verden går og ender. Synsvinklen og perspektivet er spændende, og Donoghue skulle skrive eminent godt. “Room” har fået gode anmeldelser, og Boston Globe har sagt følgende om bogen:   "Room is likely to haunt readers for days, if not longer. It is, hands down, one of the best books of the year."
 Tom McCarthys “C” er en helt anden fisk; mere eksperimenterende og vild i anslaget. Flere har sammenlignet McCarthy med Thomas Pynchon, Samuel Beckett og George Perec. Jeg har en fornemmelse af at McCarthy er en forfatter der deler vandene: Jeg har set anmeldere som er faldet pladask for “C” og andre som er langt mere kritiske og afmålte, bl.a. Michiko Kakutani fra The New York Times, der kalder “C” for decideret “disappointing”. Oveni hatten er “C” også en forbandet smuk bog, simpelthen et smukt objekt, og det hvad enten man køber den amerikanske eller engelske udgave. Og den slags tiltaler mig jo også en del.
Nu når jeg er ved Man Booker prisen, så skal jeg da også nævne at en af mine favoritter til at vinde ikke klarede shortlisten, nemlig David Mitchells historiske roman “The Thousand Autumns of Jacob de Zoet”. Jeg har ikke læst bogen endnu, men alle foromtaler af bogen signalerede bare “prisvinder”. Og den var indledningsvist også manges favorit. Men se bare: det er jo det fascinerende ved de her litterære priser: pludselig dumper der helt andre og nye potentielle bogperler frem foran en, som man ikke havde nogen anelse om eksisterede før juryen trak dem frem i lyset.

Islandsk og norsk litteratur FTW!

Sun, 15 Aug 2010 20:45:01 +0200

Jeg ved ikke om det er et tilfælde, fordi jeg tilfældigvis bare er snublet over en masse romaner fra Island og Norge den seneste tid. Så jeg ved ikke om jeg vil kalde det for en tendens. Men det er i hvertfald min fornemmelse, at islandsk og norsk litteratur er inde i et kæmpe opsving, mens den økonomiske nedtur åbenbart har forplantet sig til den danske ditto.

Jeg mener: Hallgrímur Helgason (Island), Jón Kalman Stefansson (Island), Sjón (Island), Bragi Olafsson (Island), Tomas Espedal (Norge), Karl Ove Knausgård (Norge), Erlend Loe (Norge), Jon Fosse (Norge), Per Pettersson (Norge), Linn Ullmann (Norge) og Roy Jacobsen (Norge).

Det er altså et ret stærkt hold - og jeg ved ikke om jeg kunne samle et lige så stærkt dansk hold lige pt.

Er der andre nutidige norske og islandske forfattere jeg skal læse?

Martin Hall: Kinoplex

Sun, 15 Aug 2010 19:46:26 +0200

Set-uppet i Martin Halls første roman siden Den sidste romantiker er følgende:

En mand ser et foruroligende videoklip på internettet. Fire måneder senere står han af flyet i en sydamerikansk storby og tjekker ind på et hotel. Men hvad eller hvem er det, han leder efter?

Forlaget beskriver Kinoplex som “en roman om et seksuelt og eksistentielt mørke. Om 24 timer i en fremmed by og 24 års tilbageklip i erindringen. Det er historien om en mands smuldrende identitet samt om en forbrydelse, hvis forgreninger til det sidste forbliver tvetydige.”

Det lyder jo som et vanvittigt spændende og stort drama - men virkeligheden lever desværre ikke helt op til det, jeg havde forestillet mig. I forbindelse med mit speciale - som handler om grænseoverskridelse i kunst - har jeg læst jeg ved ikke hvor mange af den her slags romaner med samme emne. Og Martin Hall bringer desværre ikke noget nyt på banen; den virker på en eller anden måde som en tekst, der ved en fejl er strandet i 2010, men egentlig har hjemme i slutningen af 1980’erne og starten 1990’erne.  Se og læs mere på www.kinoplex.org og www.martinhall.dk

David Mazzucchelli: Asterios Polyp

Sat, 14 Aug 2010 07:53:11 +0200

Tidens tegneserier skal åbenbart handle om midaldrende mænd, der har rod i livet, kærlighedslivet og i det hele taget noget så meget rod i forholdet til verden og andre mennesker.  Chris Ware, Daniel Clowes og nu David Mazzucchelli har i hvertfald taget et hårdt greb om emnet.

Men Mazzucchelli har nok i virkeligheden mere til fælles med en forfatter som Paul Auster end han har det med sine tegneseriekolleger. Mazzucchelli har for det første tidligere tegnet og fortolket Austers debutroman, “By af glas”, som er den første bog i hans New York-trilogi.

For det andet er Mazzucchelli som Auster dybt fascineret af hvordan vi perciperer verden på forskellige måder og af “tilfældighedens musik”; livets tilfældigheder. Rent formalistisk udmønter dette sig i springende kronologi og mange forskellige synsvinkler på een og samme ting.

Asterios Polyp er intet mindre end fremragende og noget af det bedste jeg har læst i lang tid. Den er elegant, formmæssigt imponerende og ufattelig smuk. I centrum står den umanerligt irriterende og øretæveindbydende arkitekt, Asterios Polyp. Asterios Polyp har en tvilling der døde ved fødselen - og det er ham der fortæller historien om sin bror.

Her tegnes et billede af en selvoptaget mand, der som arkitekt aldrig har fået realiseret et projekt. Ingen af hans tegninger er blevet bygget. På samme måde er han en mand der bygger luftkasteller. Polyp har en fastslået mening om alt og alle - hvilket i den grad giver bagslag for arkitekten, der med ét må revidere de teoretiske værdier han har lagt til grund for sit liv.

Samspillet og samtalen mellem de to brødre, den døde og den levende er sindssygt godt skruet sammen - og ud af det umulige narrative udgangspunkt, kastes der store tanker om måder at opfatte verden på, forholdet mellem mennesker og ting og de værdier vi tillægger dem. Og det er dæleme ikke tit at man ser en historie være så sindssygt underholdende og højpandet på én og samme tid.

Caryl Férey: Zulu

Mon, 9 Aug 2010 21:36:31 +0200

Her er ingen truttende Vuvuzelaer. Heller ingen glade og kulørte sydafrikanere. Ja, faktisk er det her så langt fra VM-glansbilledet af Sydafrika, man kan tænke sig: Slum, vold, stoffer, skumle townships og folk med upæne hensigter.

Zulu er skrevet af den franske forfatter Caryl Férey, og det er, så vidt jeg ved, den første roman fra ham, som er oversat til dansk. Zulu bliver udgivet af det lille forlag Labyrint, der har fransk litteratur som sit kerneudgivelsesområde. Og det er al ære værd, at Féreys krimi er udkommet på dansk - vel timet til VM i fodbold i Sydafrika.

Krimien har modtaget et hav af litterære priser i Frankrig, og med de nu flotte danske anmeldelser, så jeg meget frem til at læse end anderledes krimi - og jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig tidligere har læst en krimi der udspiller sig i Sydafrika.

Efter min mening er Féreys krimi dog splittet mellem et socialt politisk aspekt og selve krimiplottet. Den altoverskyggende hovedperson er selve landet, Sydafrika, og Férey beskriver vældig fint og meget brutalt undersiden og bagsiden af medaljen fra dette land, der stadig lever i skyggen af Apartheid-styret. Heri har han placeret en krimitråd, der aldrig rigtig bliver interessant, fordi forfatterens interesse, naturligt nok, hele tiden trækkes mod førstnævnte.

Jo længere jeg kom i romanen, der er på knap 500 sider, jo mere tabte jeg interessen for mord og krimiplot - og jo mere længtes jeg efter de indgående beskrivelser af landet. Men Férey skal jo naturligvis have afsluttet sin krimihistorie, og derfor trænger sidstnævnte sig selvfølgelig mere og mere på hen imod slutningen.

Ligesom bogen er min læseoplevelse af Zulu meget splittet: Første halvdel efterlod mig særdeles begejstret, og jeg har her anbefalet romanen til hele min omgangskreds. Men jo nærmere jeg kom slutningen, jo mere træt og slap synes jeg Zulu bliver. Og alt i alt efterlader slutningen mig særdeles lunken, fordi krimiaspektet bare er alt for middelmådigt. Denne oplevelse skal dog nok også ses i lyset af, at jeg netop var meget begejstret i starten, og derfor opleves det jo meget mere ærgerligt, at romanen så ikke indfrier alt det den lover i starten.

Jeg vil dog alligevel anbefale Zulu. Den er anderledes, den er voldsom - og så er det i sig selv befriende at læse en krimi der er placeret allerhelvedes langt fra Skandinaviens trygge velfærdsrammer.

Lars Husum: Mit venskab med Jesus Kristus

Tue, 27 Jul 2010 22:03:20 +0200

Det er alligevel forholdsvis sjældent at jeg opgiver at læse en bog færdig. Men det sker. Og det har jeg aftalt med mig selv er ok. Men det er alligevel sjældnere, at jeg opgiver en bog så hurtigt som jeg gjorde det med Lars Husums debutroman “Mit venskab med Jesus Kristus”.

Derfor er den her anmeldelse måske heller ikke helt fair over for bogen, da jeg som sagt ikke har færdiggjort kalorius. Men nuvel....

Og hvorfor læste jeg så ikke denne roman, der af mange er blevet beskrevet som et humørfyldt miks af Olsenbanden og A Clockwork Orange meets American Psycho. Tja. Desværre mangler bogen Olsenbandens underfundighed og A Clockwork Orange og American Psycho absolut præcist spiddende samfundsobserverende karakter.   Husums skrivestil minder mig om et filmmanuskript (a la Blinkende lygter, Gamle mænd i nye biler og de der film). Og det gjorde, at jeg fandt sproget fladt, kedeligt og meget, meget anstrengende. Når der bliver delt øretøver ud står der “SLAM SLAM SLAM” og sådan noget - ligesom i tegneserier. Dernæst er der også et eller anden ved bogens friskfyr-agtige tone, der irriterer. Jeg kommer det nok ikke nærmere end blot at sige, at det her simpelthen bare er for dårligt et sprog til at jeg orker at læse bogen til ende, og det selvom der sikkert er mange sympatiske ting i romanen.

Mit venskab med Jesus Kristus er nu blevet solgt og udgivet til en lang række lande, hvor den har fået flotte anmeldelser - ligesom den også fik det ved udgivelsen i Danmark for et par år siden. Jeg undrer mig - men det kan selvfølgelig være, at det bare er mig der ikke forstår en hujende fis af dette spektakel af en bog. Videre!

Karl Ove Knausgård: Min kamp 1

Tue, 20 Jul 2010 20:38:07 +0200

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård har kastet sig ud i et på en gang beundringsværdigt og (tilsyneladende) over-the-top navlepillende projekt; nemlig at skrive om sig selv over 6 digre bind, som alle skal bære det Hitler-selvbiografiklingende navn “Min kamp”.

I Norge har de allerede fået fire bind i serien. I Danmark er det kun bind 1 der er oversat, og til oktober kommer bind 2. Projektet har allerede vakt storm i Norge, hvor en heftig diskussion om forfatterens monumentale og vanvidsagtige projekt har huseret og blæst i de støvede akademiske miljøer. Her er man forarget! For er det ikke et klokkeklart eksempel på storhedsvanvid, vi ser her? Fis i en hornlygte, siger jeg bare!

Min kamp var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, men løb altså ikke af med sejren. Den gik til Sofi Oksanen og Renselse. Jeg har nu læst begge bøger - og min favorit er ubetinget Knausgårds bog, selvom Oksanen også var god. Min kamp er nok den bedste bog jeg på nuværende tidspunkt har læst i 2010.

Min kamp er en fantastisk rørende, smuk og vanvittig hård bog, der går tæt på forfatterens problematiske forhold til sin far. Konfronteret med faderens død, bliver han nødt til på en gang at revidere og gennemoplive deres indbyrdes forhold, Karl Oves opvækst og faderens triste skæbne.

Sjældent har jeg læst en så velskrevet bog, og Knausgård formår hele tiden at gøre sine oplevelser universelle, så man er med hele vejen. Derfor føles det aldrig pinligt navlepillende. For pokker hvor har jeg i det hele taget svært ved at udtrykke, hvor GOD jeg synes den her bog er.

Synes du om disse indledende linjer fra Min kamp, er jeg helt sikker på at du også vil elske bogen og Knausgård, som jeg vil glæde mig til at følge gennem alle 6 bind:

“FOR HJERTET ER LIVET ENKELT: Det slår så længe det kan. Så stopper det. Før eller siden, en eller anden dag, ophører den stampende bevægelse af sig selv, og blodet begynder at løbe mod kroppens laveste punkt, hvor det samler sig i en lille sø, synlig udenpå som et mørkt, blødt punkt på den stadig hvidere hud, alt imens temperaturen synker, lemmerne stivnes og tarmene tømmes.”

Forside: Elefantpassernes børn

Sun, 18 Jul 2010 10:18:05 +0200

Så er der blevet offentliggjort en forside til den meget ventede kommende roman af Peter Høeg: Elefantpassernes børn.

Den ser jo meget tegneserie- og teateragtig ud. Jeg har set et tidligere udkast til forsiden, og det kunne jeg faktisk bedre lide. Det var rødt og havde en helt anden tone og stil. Stilen her er meget lig Den stille pige - og hvis man vil prøve at få folk til at forbinde romanen med Frøken Smillas fornemmelse for sne, virker det som lidt af et selvmål at benytte denne forside.

Jeg kunne ikke lige finde et billede af forsiden til originaludgaven af Frøken Smillas fornemmelse for sne, men den havde, så vidt jeg husker, en meget anden stil end det man nu har valgt til Høeg.

Jeg er meget spændt på, om Høeg igen kan ramme et stort publikum - eller om læserne fik nok efter sidste forfærdelige omgang med Den stille pige.

Er der andre her som er nysgerrige med hensyn til Elefantpassernes børn?

James Hynes: Next

Sun, 18 Jul 2010 07:44:22 +0200

James Hynes seneste roman, Next, fik fantastiske anmeldelser ved udgivelsen tidligere på året. Og det var der jeg stødte på forfatteren første gang, for jeg har aldrig tidligere læst noget af Hynes. Men det skal der laves om på nu. Next er en lille, rørende og helt igennem velskrevet fortælling, der ender med at tage fusen på læseren i ret overraskende grad.

Romanen spænder sin handling over en enkelt dag: Vi følger Kevin Quinn, som er på vej til Austin i Texas til et jobinterview. Ved siden af ham sidder en smuk ung kvinde, som den midaldrende Kevin bliver nærmest besat af. Kevins egen angst for at blive ældre, for at dø og for ikke at have levet fuldt ud, bliver projiceret over i den smukke unge kvinde, som repræsenterer ungdommelig og seksuel livskraft. Besættelsen af kvinden leder Kevin på tankerne af alle de kvinder han tidligere har haft forhold til - alle de kuldsejlede forhold og hans misgerninger. Og det sætter virkelig ikke den kære Kevin i noget rart og varmt lys. Han er en mand der konstant støder ting og mennesker fra sig med med bidende ironi. Angsten for fremtiden og for at lade sig rive med af livet fylder ham.

Det kan lyde som en bittersød kærlighedsroman med Hugh Grant i hovedrollen. Men det er det så langt fra. Selvom Next er fyldt med humor og præcise beskrivelser af mænd, forhold og kvinder, så har romanen en helt distinkt mørk klangbund. Overalt lurer angsten for terrorangreb, død og ulykke i lyset af 9/11. Dette er altså en post-9/11-roman - og en af de bedste af disse jeg har læst.

Det store spørgsmål, som romanen bygger langsomt op til: Hvad sker der nu? Hvad er “Next”? Jeg skal ikke afsløre noget her, men Hynes skriver her en af de mest voldsomme slutninger på en roman jeg kan mindes.

Man kan læse mere om Next på James Hynes egen hjemmeside:   http://www.jameshynes.com/next-a-novel.html

Af et pool-dyrs bekendelser...

Mon, 12 Jul 2010 14:10:48 +0200

Som alle andre danske trækdyr, har jeg været nede og hilse på varmen og sommeren. Jeg er netop hjemvendt fra Rhodos, Grækenland, hvor der blev brugt en uges tid ved kanten af en pool (helt bogstavelig talt). Og det er absolut ikke hverdagskost for eskapisten, at holde ferie på denne lidt apatiske måde for første gang (og nok også sidste).

Men når man nu føler sig lidt som en fremmed fugl under fremmede himmelstrøg, der ikke kan forstå hvordan den er havnet ved en pool ved siden af overvægtige engelske mænd med footballtatoos og kulørte badehåndklæder og damer med alarmerende cancer-læderhud - der bare ikke laver andet end at ligge der...helt stille i solen...ved poolen..., kan man jo passende observere det hele lidt udefra.

Bleg, tynd og spisende en is lå jeg så også der, hvor jeg først og fremmest kværnede mig igennem det lovede ferielitteratur: Andre Agassi: Open, Thomas Enger: Skindød (forhåndseksemplar), James Hynes: Next og Karl Ove Knausgård: Min kamp 1. Og dernæst brugte jeg også lidt tid på at observere hvad de andre læderhuder omkring poolen læste.

Her er en (trist) top ti over poollitteratur blandt turister på Rhodos:

1. Stephenie Meyer
2. James Patterson
3. Jonathan Kellerman
4. Stieg Larsson
5. Charlaine Harris
6. Andy McNab
7. Nicholas Sparks
8. Dan Brown
9. Harlan Coben
10. Sophie Kinsella

Lad det så være en advarsel....eller anbefaling. Det kommer nok an på ens temperament.

Øen Rhodos må jeg observere og skrive om en anden gang. Den her gang var rejsemålet Poolen (som tilfældigvis bare var placeret i Grækenland).